På vej til det krukkefarvede land og palmelundene I Amlou

Søndag er jo hviledag, så vi håber I alle slapper af :-) Det er længe siden, at I har hørt fra os, men det er ikke fordi vi har leget søndag hver dag, tværtimod er det fordi vi er i gang med spændende nye tiltag og så glemmer vi alt omkring os :-) men nu skal vi forsøge at hanke op i os selv og være mere transparente, så I kan følge med i, hvad det er vi foretager os – og det håber vi I vil.

Vi er for det første i gang med at planlægge ny rejse til Marokko – og det er en vanskelig kortlægning, når landet er over 10 x så stort som DK! De ruter vi har lagt er ikke på nuværende tidspunkt flot spundet ud som edderkoppespind, men et sammensurium uden lige, og så er det godt, at kaos er vores kreative legeplads :-)

Vi er nemlig ikke to alen af et stykke, men derimod to stykker, som ikke bliver til en alen, og det er en force, for på den måde styrker og komplementerer vi hinandens ideer. Og ideer har vi masser af og heldigvis også nogle dygtige samarbejdspartnere, som kan realisere dem. Vi er i gang med at lave design til vores bæredygtige linje, og vi kan afsløre, at dét at være en virksomhed, som er socialt og miljømæssigt ansvarlig er sværere end at sætte en stor produktion i gang! Vi er meget opmærksomme på materialevalg og fremstillingsmetode, og derfor bliver vi nødt til selv at være præsente i fasen, inden startskuddet lyder.

For at give jer en snert af, hvad vi fifler med, så er det en grænseløs og innovativ fortolkning af boligtekstiler og beklædning og måske endda en fusion af de to.

Fortsættelse følger…

God søndag 


Ældre opslag Nyere opslag


Skriv en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort