Amlou er et afrodisiakum, som stimulerer sanserne

Ayoob Henry John Farah er lidt en historie i sig selv. Han er født i Las Palmas og er søn af en marokkansk mor og en palæstinensisk far. Ayoob har købmandsblod i årerne og blev allerede i 3 års alderen taget med på havnen for at bese fisk og sende stuvendefulde containere af sted mod Asien og Europa. Ayoob husker stadig de rare fiskekoner på havnen i Agadir, som ville kramme, og som serverede friskfanget fisk til morgenmad.

Længe inden der var tænkt på Ayoob udspillede handlingen sig et helt andet sted - Ayoobs far, Henry John, som er en anerkendt forretningsmand i mellemøsten begyndte nemlig sin rejse på havet. Familien var nødsaget til at flygte ud af Palæstina, først tog Ayoobs farfar, John, af sted mod Gran Canaria efterfulgt af sine børn. Ayoobs far tog som bekendt søvejen. Han sejlede i mange år og udnyttede sin fars forretningsgener - han kom omkring Grækenland, hvor hans mor oprindelig var fra, inden hun som sygeplejerkse tog til Palæstina for at yde nødhjælp. Efter Ayoobs far blev genforenet med sin familie på Gran Canaria drog han over på fastlandet, som han kunne se fra kysten - han drømte om at opstarte sin egen fiskeindustri. Han rev teltpælene op igen og styrede direkte fra Las Palmas til Agadir. Skæbnen ville, at Ayoobs mor var receptionist på det hotel, hvor han tjekkede ind. Her fulgte syv smalle og syv fede år, hvor familien i kraft af Henry Johns forretningsembede, boede i Spanien, Marokko og Jordan. Ligesom sin far forlod Ayoob sit hjem i de tidlige teenageår for at skabe sit eget, og han fortsatte sin nomadetilværelse ligesom i barndommen.

Ayoob har siden barnsben været vant til at indstille sig på nye omgivelser og tage det bedste fra de steder, hvor han har været og mixe det. Og dét er ånden i Amlou. Ayoob ønsker at præsentere smukke originale tekstiler som rummer dybereliggende historie, men samtidig også har en funktionalitet. Tekstilerne kan sammensættes med ens yndlingsmøbler, hvor man på den måde kan skabe sig et unikt hjem med sjæl og historie.

Amlous samarbejdspartnere er nøje udvalgte, og da Ayoobs familie fortsat er en handelsfamilie, kan der garanteres for kvalitet og ordnede arbejdsforhold. Alle udvalgte tekstiler er håndlavede, og det er fortrinsvis Amazigh kvinder, Amlou handler med. Amazigh er en ældgammel befolkningsgruppe, hvis oprindelse er usikker, men som med stor sandsynlighed udgjorde den dominerende befolkningsgruppe i Nordafrika omkring 1500 f.Kr. Amazigh kvinderne har siden tidernes morgen ernæret sig ved håndarbejde, deres metoder er således gået i arv fra mødre til døtre.

I dag har Ayoob ændret kurs og kompasnålen er sat stik nord, hvorfor det nordafrikanske, mellemøstlige og syderopæiske er skiftet ud med en lille nordjysk fiskerby, hvorfra han både samarbejder med sin mor i Marokko og sin far i Spanien.

Historien Bag Amlou